Kendte 3F alligevel til LM-sagen?

I går sagde formanden for 3F i Vojens, at 3F aldrig havde hørt om styren-problemer hos LM Wind Power. I dag står flere medlemmer frem og siger det modsatte.

Da TV SYD i går talte med formanden for 3F i Vojens, Keld Pedersen, var han ikke i tvivl om, at 3F ikke kendte til nogen former for problemer med styren hos LM Wind Power. De fik flere medlemmer op af stolene. Knud Rehne fra Varde er helt klar i mæglet:

- Når de siger, at der ikke har været nogen henvendelser, tager de fejl. Jeg henvendte mig i 2001 til det 3F i Vejen for at få hjælp til min sag. Men den blev afvist.

Hardy Thorup arbejdede som sagsbehandler for 3F i Vamdrup i 10 år. Han bakker op omkring medlemmernes udsagn:

- Der var en del sager, også med styren. Sager, hvor folk virkelig havde det dårligt på grund af arbejdet med styren, siger Hardy Thorup og foreslår at 3F kigger i arkivskabene.

Hos 3F i Kongedalen holder formand Egon Nissen fast i Keld Pedersens forklaring om, at 3F intet kendte til sagen:

- Vi har ikke på noget tidspunkt haft en fornemmelse for, at der var noget galt, siger Egon Nissen og understreger, at 3F ikke selv havde en finger med i spillet for at redde arbejdspladser.