TV der bevæger dig

Kenneth kom i voksenlære: - Det har betydet alt

Efter to år som ledig fik Kenneth Sejr Kristensen en plads som voksenlærling på en planteskole. Det er både han og Hedensted Kommune glade for, og kommunen vil gerne have endnu flere i voksenlære.

Arbejdet på planteskolen byder på mange forskellige opgaver for Kenneth Sejr Kristensen. Foto: Pernille Leftes

Kenneth Sejr Kristensen har mange forskellige opgaver i sit arbejde på Havlykke Planteskole. Han startede på planteskolen for lidt over et år siden - først i praktik, men praktikken blev hurtigt lavet om til en læreplads som planteskolegartnerelev.

I syv år arbejdede Kenneth Sejr Kristensen som anlægsstruktør, men på grund af problemer med ryggen måtte han stoppe med arbejdet. Derefter gik han ledig i to år, men drømmen om at finde et arbejde, hvor han kunne bruge sine grønne fingre, levede.

- Det var det, der skulle til, at jeg fik sparket og kom i gang igen efter to år hjemme.

Kenneth Sejr Kristensen, gartnerelev, Havlykke Planteskole

I samarbejde med Hedensted Kommune fandt han ud af, at han gerne ville i voksenlære som gartner, og lærepladsen fandt han lidt udenfor Juelsminde.

- Det har betydet alt. Det var det, der skulle til, at jeg fik sparket og kom i gang igen efter to år hjemme. Det er nogen gange lidt svært at komme i gang igen og finde motivationen til det, men jeg havde faktisk gået og glædet mig til at komme i gang, og jeg har været rigtig glad for at komme herud, fordi jeg synes, at det er et fedt sted, fortæller gartnereleven.

Kenneth Sejr Kristensen er lige gået i gang med sit andet år som voksenlærling hos Havlykke Planteskole. Foto: Pernille Leftes

En mere moden lærling

Hos Havlykke Planteskole er de også glade for at have fået en voksenlærling. Ifølge planteskolens indehaver, Carl Magnus Jensen, er det en fordel, at deres gartnerelev er fyldt 30 år og har prøvet at tage en uddannelse før:

- Man har nok en anden tilgang til nogle opgaver ved at være lidt mere moden og selvfølgelig også have været på arbejdsmarkedet før, som Kenneth har været. Han har også fået en uddannelse før, så han er interesseret i at tage sagen op med en ny uddannelse.

Fra ufaglært til faglært

Igennem sin tid som ledig har Kenneth Sejr Kristensen haft et godt samarbejde med Hedensted Kommune, hvor han også fik et genoptræningsforløb, så ryggen var klar til nye udfordringer. 

- Man har nok en anden tilgang til nogle opgaver ved at være lidt mere moden og selvfølgelig også have været på arbejdsmarkedet før, som Kenneth har været.

Carl Magnus Jensen, indehaver, Havlykke Planteskole

- Som jobcenter har vi en opgave i at være med til at skaffe virksomheder den arbejdskraft, de har brug for, men vi har også en opgave i at være med til at skaffe et uddannelsesløft - for eksempel fra ufaglært til faglært. Og i forhold til begge opgaver kan voksenlære være en fantastisk mulighed, siger Ole Sandberg, der er virksomhedskonsulent hos Hedensted Kommune.

Ifølge ham arbejder kommunen hver dag med at vejlede virksomhederne i deres muligheder for at få en voksenlærling og ledige i, hvordan de kan finde en læreplads som voksenlærling.

Hvordan bliver man voksenlærling?

For at blive voksenlærling/elev skal man være 25 år eller derover. For at virksomheden kan få økonomisk støtte skal voksenlærlingen/eleven opfylde ét af tre krav:

  1. Være ufaglært
  2. Være ledig faglært med en uddannelse, som du ikke har brugt i fem år
  3. Være faglært og have været ledig i mindst seks måneder

 

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Kampagne vil have flere voksenlærlinge

I slutningen af august blev kampagnen 'Voksenlærling - En ordning. To vindere' rullet ud. Håbet med kampagnen er at få flere voksne til at tage en faglært uddannelse, så man kan gøre ufaglærte og ledige faglærte til kvalificeret arbejdskraft for de virksomheder, der mangler.

En analyse lavet af Arbejderbevægelsens Erhversråd viser, at der er risiko for, at der i 2025 kommer til at mangle 70.000 personer med en faglært uddannelse, imens der samtidig er 110.000 personer i overskud, der er ufaglærte eller kun har en gymnasial uddannelse. Analysen er fra 2016, men tallene er ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation stadig aktuelle.

Bag kampagnen står FH, 3F, HK, FOA, NNF, Dansk Metal, Kost og Ernæringsforbundet og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Målet er at få 1000 flere voksenlærlinge i hele Danmark.

05:06 Luk video