Khat og dopingmidler beslaglagt ved grænsen

Tre passagerer i en bus fra Tyskland havde ulovlige stoffer gemt i kufferter og sportstasker.

97 kilo khat, 1716 dopingpiller og 110 ampuller var det fund, som Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest, UKA Vest, gjorde i nat.

En rutebus blev taget ind til kontrol ved Frøslev-grænsen. Ved kontrollen havde en 46-årig hollandsk mand fire kufferter med sig. Bagagen indeholdte 64 kilo khat.

En 47-årig somalisk mand med bopæl i Holland havde to kufferter med på bussen. I dem lå der 33 kilo khat.

Den tredje passager, en 46-årig svensk mand, fik beslaglagt 1716 piller, der er på dopinglisten, og som er ulovlige at tage med til Danmark, samt 110 ampuller til indsprøjtning.

Ifølge vicepolitiinspektør Sønke Iwersen, UKA Vest, kan de tre passagerer have en relation.

- Vi kan ikke udelukke, der er en relation. Det må den videre efterforskning vise, siger han til TV SYD.

Den svenske mand erkendte forsøget på at smugle dopingmidler ind i landet. Han blev løsladt, men skal senere i retten.

Den hollandske mand og den somaliske mand blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg. Den hollandske mand blev varetægtsfængslet i fire uger, mens den somaliske mand fik en straksdom på 30 dages fængsel. Efter afsoningen bliver han udvist med indrejseforbud i seks år.