Khat strømmer ind over grænsen

Grænsepolitiet i Padborg har i år beslaglagt otte ton khat, der er et rusmiddel, som især er udbredt blandt indvandrere fra Østafrika og den arabiske halvø.

Padborg er blevet porten til hele det nordiske marked for khat, og for smuglerne er der store penge i den illegale forretning.

Tirsdag beslaglagde politiet 119 sække med 850 kilo khat til en værdi på 600.000 kroner på det illegale marked. To mænd fra Estland og en somalier bosiddende i Danmark blev i går varetægtsfængslet i fire uger for narko-smugling.

Grænsepolitiet regner med, at flere ton khat bliver kørt over grænsen hver uge.

Bladene fra den stedsegrønne busk khat blev i 1993 forbudt i Danmark. De blev i 1980 erklæret for et narkotikum af WHO.

Bladene tygges, og de giver en let euforiserende virkning. De kan også bruges i te eller ryges.

Khat vokser i det østlige Afrika.