Kielstrup: Vi går en lysere tid i møde

Steffen Kielstrup mener, at Vejle Boldklub går en ny tid i møde med den nye pengemand Andrei Zolotko.

Steffen Kielstrup, der har spillet 12 sæsoner i Vejle Boldklub, er positiv over den nye storaktionær Andrei Zolotko. Han håber, det bliver første skridt på vejen mod på sigt at vende tilbage i Superligaen.

- Han kan selvfølgelig bidrage økonomisk. Men han kan forhåbentlig også skabe et hold, der kan begå sig – måske ikke i toppen af dansk fodbold, men til at starte med, at vi kan komme et skridt videre. Gerne i Superligaen på sigt,  siger han til TV SYD.

Han er glad for, at der nu er kommet lidt ro på i klubben og siger, at spillertruppen er indstillet på, at der kommer til at ske store forandringer.

- Vi ved ikke, hvad morgendagen bringer. Vi er indstillet på, at der kommer en masse nye spillere og trænere. Jeg tror på, at med en ny mand, så begynder vi at gå lysere tider i møde. Det kræver hårdt arbejde, fællesskab, sammenhold og ydmyghed.