KIF er i DM-semifinalen

Efter 30-24-hjemmesejr over Bjerringbro-Silkeborg er KIF Kolding klar til DM-semifinalen mod AG København.

I en spændende afslutning om den sidste plads i DM-semifinalen i Herre Håndbold Ligaen lykkedes det søndag KIF Kolding at booke et møde med mestrene fra AG København.

KIF Kolding sejrede hjemme med 30-24 over Bjerringbro-Silkeborg, der ikke havde noget at spille for. Gæsterne var allerede inden kampen sikret førstepladsen i gruppe B i slutspillet.

Sammen med Aalborg Håndbold kæmpede KIF Kolding om den sidste plads i semifinalen. Begge hold havde inden sidste runde i gruppespillet seks point, men som toer i grundspillet skulle KIF Kolding blot vinde for at være sikker på andenpladsen.

KIF Kolding var faktisk bagud 13-14 ved pausen, mens Aalborg Håndbold på samme tid gik til pause foran 18-17 i hjemmekampen mod Viborg HK.

Men i anden halvleg gik Bjerringbro-Silkeborgs gæster helt i stå, hvilket værterne udnyttede prompte til at trække fra, og så var det ligegyldigt, at Aalborg-holdet sejrede med 32-27.

I den anden gruppe vandt AGK hjemme 30-27 over Team Tvis Holstebro, mens Århus Håndbold ude vandt 27-25 over Skjern Håndbold.

Mens AGK og KIF Kolding tørner sammen i den ene semifinale, så mødes Bjerringbro-Silkeborg og Team Tvis Holstebro i den anden.