KIF-formand håber på mindelig løsning om hal-gæld

Efter at KIF Kolding har afværget en truende konkurs på baggrund af gæld til tidligere spillere, arbejder klubbens formand nu på at få en aftale med andre gamle kreditorer.

KIF spillede under navnet KIF Kolding København i perioden 2012 til 2018 mange af sine hjemmekampe i Brøndby Hallen og havde oprindeligt kontrakt om kampe i hallen helt frem til 2025. 

KIF Kolding og Brøndby Hallen indgik ifølge hallens formand Kent Magelund tidligere i år en aftale om at komme ud af kontrakten mod at skulle betale 750.000 kroner. 

Det beløb vil KIF-formand Brian Stein nu gå i fornyet forhandling om. Det sagde han fredag aften til TV SYDs reporter i Syd Bank Arena i Kolding inden kampen mod Skanderborg Håndbold.

quote

Der skal ro på KIF Kolding - men det tager tid at få tingene gennemført.

Brian Stein, formand, KIF Kolding

- Der skal ro på KIF Kolding - men det tager tid at få tingene gennemført, siger  KIF-formand Brian Stein til TV SYD.

 

Efter at den øjeblikkelige konkurstrussel var ryddet væk, så det længe ud til, at det også sportsligt skulle give sig positivt udslag med en sejr - men med scoring et halvt minut før slutfløjt fra gæsterne, så endte opgøret 26-26.

Dermed er KIF Kolding placeret på ottendepladsen i ligaen med fire point efter fem kampe.

Der var mødt 2.097 tilskuere op for at vise deres støtte. Der var dog et stykke vej til en fyldt hal, som Steen Møller, formand for KIFs fanklub Den Gyldne Hånd havde håbet på.