KIF Kolding København fratages fem point - Sønderjyske i slutspil

Afgørelsen betyder, at Sønderjyske er klar til slutspillet og KIF Kolding København får sværere ved at forsvare det danske mesterskab.

Håndboldklubben KIF Kolding København bliver fratrukket fem point i Boxer Herreligaen, fordi klubben i tre kampe ulovligt har benyttet den spanske træner Carlos Ortega.

Det meddeler Dansk Håndbold Forbund onsdag. Afgørelsen betyder, at KIF Kolding København rykker ned på 6. pladsen i grundspillet, hvor de før lå som nr. to.

At KIF Kolding København bliver taberdømt i tre kampe betyder samtidigt, at Sønderjyske nu er klar til slutspillet, hvortil de otte bedste hold i grundspillet kvalificerer sig.

For KIF Kolding København er konsekvensen, at holdet ikke får points med over i slutspillet og derved får sværere ved at genvinde det danske mesterskab.

Afgørelsen er truffet af appeludvalget i Dansk Håndboldforbund og er en omstødelse af en tidligere afgørelse om, at KIF Kolding København skulle idømmes en bøde på 100.000 kr. for uretmæssigt at have benyttet den spanske træner.

KIF Kolding København anker beslutningen om, at klubben er blevet fratrukket fem point i Boxer Håndboldligaen onsdag.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse. KIF skriver, at beslutningen om at anke er truffet i bestyrelsen efter samråd med klubbens juridiske rådgivere.

Kendelsen kan ankes til DIF Idrættens Højeste Appelinstans, hvilket skal ske inden for fire uger.