KIF Kolding København: Vi kan vinde guld

Der er finalekamp om guld i herrernes håndboldliga i aften. Selvom KIF Kolding København tabte 21-29 i Aalborg i den første DM-finale i sidste weekend, så tror holdet stadig, at det kan vinde guld i aften.

Både trænere og spillere tror på guldet - trods nederlaget i Aalborg.

- Nej, vi sætter alle sejl til for at vinde den kamp. Og vinde den tilstrækkelig stort. Men vi ved også, at skal det lykkes for os, skal vi både kollektivt og individuelt løfte niveauet i forhold til den første finale. Vi har både troen på og drømmen om, at vi kan vende det slag. Og presset er nu på Aalborg, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

- I aften er det os, der har publikum i ryggen, og på vores hold er der mange spillere, som har prøvet at stå i den her situation før. De spillere ved, at det kan lade sig gøre ? også på trods af, at det bliver svært, siger KIF-træneren.