KIF Kolding overvejer at flytte til anden by

En konflikt med cafeteriet i Kolding-hallen får KIF Håndbold Elite til at overveje at flytte hjemmebane til en anden by.

To sager om ubetalte regninger er blevet sendt til inkasso.
KIF Håndbold Elite skylder en million til cafeteriet i Koldinghallen. Beløbet er sendt til inkasso.
Da cafeteriet mangler pengene, har cafeteriet ikke kunnet betale for lejen i Koldinghallen.
Derfor er cafeteriet også sendt til inkasso af Koldinghallen, skriver kolding-netavis.dk.

I går orienterede ledelsen i KIF både spillere og trænere om, at der arbejdes med at flytte hjemmekampene til andre byer.

- Vi er nødt til at sige, at hvis vi ikke skal lukke, skal vi til en anden by og spille, siger KIF-formand Jens Boesen til JydskeVestkysten.

Klubben har gennem flere år været på spanden økonomisk.