KIF svinger en lussing til Århus Håndbold

KIF Kolding København generobrer toppen i Herre Håndbold Ligaen, efter holdet vandt 36-24 over Århus Håndbold.

Århus Håndbold kom ned på jorden igen efter et par gode kampe, da aarhusianerne onsdag aften var på besøg i Brøndby Hallen hos Herre Håndbold Ligaens tophold KIF Kolding København.

Aarhusianerne fik en sportslig lussing på 24-36 af KIF Kolding København, og det stod tidligt klart. Ved pausen var stillingen 17-9 til hjemmeholdet.

I anden halvleg stormede KIF-spillerne videre, og kampen sluttede således med en sejr på 12 mål.

Resultatet betyder, at KIF Kolding København er tilbage på førstepladsen i ligaen, efter Bjerringbro-Silkeborg kortvarigt havde den til låns.

Århus Håndbold har haft en dårlig start på sæsonen, og holdet må lige nu tage til takke med en ottendeplads.

Der har været en del polemik omkring KIF Kolding Københavns beslutning om at flytte mange af holdets hjemmekampe til Brøndby Hallen, hvilket Sønderjyske har været utilfreds med.

Men fans af den jysk-københavnske klub har tilsyneladende taget beslutningen til sig med stor kærlighed, og således kunne Brøndby Hallen melde udsolgt, da Århus Håndbold kom forbi onsdag.