KIF Vejen redder livet efter straffekast-konkurrence

Der skulle en straffekast-konkurrence til før det blev afgjort om SK Aarhus eller KIF Vejen overlever i håndboldkvindernes bedste række. KIF Vejen-spillerne havde her bedst styr på nerverne og vandt 3-0, da SK Aarhus brændte alle deres forsøg, hvorfor KIF Vejen er klar til ligaen i næste sæson.

20-20 sluttede den tredje og afgørende kamp i Aarhus mellem de to nedrykningstruede klubber efter en formidabel slut-spurt af gæsterne KIF Vejen, der med fire minutter tilbage af den ordinære kamp var bagud med fire mål.
På intet tidspunkt var KIF Vejen foran. Første halvleg sluttede 9-7 til SK Aarhus og mod slutningen af 2. halvleg så det meget mørkt ud for KIF Vejen, men de satte slutspurten ind i tide og nåede med nød og næppe at udligne til 20-20 og opnåede dermed straffekastkonkurrencen, som de altså vandt.