Kinesere vil lære af danskere

En kinesisk virksomhed har slået sig ned i Kolding, fordi den synes, den kan lære noget af danskere.

Det er den kinesiske virksomhed Muyang, der har etableret et forsknings- og udviklingscenter i Kolding.

Muyang producerer maskiner til foderproduktion og forarbejdning af biomasse.

- Vi valgte Danmark, fordi fodermaskineri og landbrugsteknologier er højt udviklede i Danmark. Desuden er arbejdskraften højt uddannet og kompetent især inden for forskning og udvikling, lige som universiteterne og forskningsinstitutterne er kendt for deres ingeniørvidenskab og udvikling af fodermaskiner, som Muyang kan få gavn af gennem samarbejder, siger Muyangs administrerende direktør, Zhengjun Chen.

- Desuden er det gode investeringsklima og fleksible arbejdsmarked i Danmark bedre end i andre lande, siger Zhengjun Chen.

I første omgang vil firmaet etablere 12-15 arbejdspladser, men planen er med tiden at åbne en decideret produktion i Danmark.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) er glad:

- Det glæder mig, at Muyang som en af verdens største spillere inden for landbrugsmaskiner og biomasse har valgt at lægge sit europæiske forskningscenter i Kolding. Det bekræfter, at Danmark har en innovativ arbejdsstyrke og attraktive muligheder for forskning og udvikling. Ikke mindst inden for landbrug og bioenergi, hvor vi står rigtig stærkt, siger han.

 

 

Kinesiske Muyang Group er stiftet i 1967 og er verdens største producent af fodermaskiner.

 De seneste ti år er virksomheden vokset hurtigt og nåede et salg på en milliard dollar i 2012.

Virksomheden har flere end 4.500 ansatte, kontorer i 45 lande og eksport til 85 lande.