Kioskejer efter røveriforsøg: - Frustrerende, at det skal være en del af hverdagen

Tirsdag den 11. september blev Stationskiosken i Holsted forsøgt røvet. Det har skabt en utryghed, som kioskejeren bestemt mener, at de ansatte bør være foruden.

20.000 kroner til flere og bedre overvågningskameraer. Det er den eneste udgift efter røveriforsøget i Holsted.

Der blev nemlig ikke stjålet noget, men hændelsen har alligevel sat sine spor hos kioskens ejer og øvrige ansatte.

Det var en kvindelig medarbejder i Stationskiosken, der kort før lukketid oplevede røveriforsøget på tætteste hold.

- Jeg er bare gal, men hun blev også skræmt, siger kioskens ejer Annika Knudsmark Pedersen til TV SYD.

Skrækken sidder stadig i kioskmedarbejderen:

- Hver gang der kommer én ind, der passer på beskrivelsen, så får hun lige hjertet op i halsen igen, og det er ikke okay, at man skal have det sådan på arbejde, fortæller kioskejeren.

Spekulationer i den lille by

Hvem var det så, der den tirsdag aften kort før klokken 21.00 kom ind i kiosken og truede med en kniv, men som stak af igen? Det spørgsmål florerer i den lille by.

- For den sags skyld kan de jo komme ind og handle, og vi aner ikke, hvad der foregår, siger Annika Knudsmark Pedersen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget overvågningsbilleder fra røveriforsøget. De er ikke nået videre i sagen, men de efterlyser vidner. I mellemtiden spekulerer Annika Knudsmark Pedersen over, hvem gerningsmanden er.

- Kunne det være ham, kunne det være ham, ja, og den er træls at have.

Politiet har i forbindelse med røveriforsøget udstedt et signalement af gerningsmanden.