Kirill Starkov stoppet igen

Den fyrede ishockey-spiller fra Esbjerg, Kirill Starkov, har fået nyt job hos den schweiziske Red Ice Martigny, men han får ikke lov til at komme på isen foreløbig.

- Vi har fået besked fra det internationale forbund, IIHF, at vi ikke må frigive hans transfercard, så længe sagen står, som den gør, siger Danmarks Ishockey Unions direktør, Enver Hansen, til BT.

Kirill Starkov blev sammen med holdkammeraterne Tyler Mosienko og Dennis Jensen fritstillet i Esbjerg Energy, da de indrømmede at have spillet på Esbjergs kamp i Metal Ligaen mod Rungsted Ishockey 3. januar i Hørsholm Skøjtehal.

DIFs Matchfixingnævn skal nu tage stilling til sanktionerne mod trioen. Karantæne, bøde eller en kombination af begge dele.

Kirill Starkov er en absolut topspiller med en omfattende international karriere bag sig.