Kirke tømt for værdifuldt sølv

En tyv stjal henover nytåret alt kirkesølvet fra Asserballe Kirke i Augustenborg.

Det bliver svært for præsten i Asserballe Kirke at holde altergang og dåb i nærmeste fremtid. Det er nemlig alle 37 alterbægere, disken, som alterbrødet ligger på, alterkalken, som vinen serveres i, og oblatdåsen, som brødet ligger i, der er stjålet sammen med dåbskanden.

- Det er rigtig træls. Sølvet har været en fast del af kirken siden 1967 og var en gave, så det er ikke noget, vi bare kan gå ud og erstatte, siger Yrsa Raabe Ryborg, kasserer i Asserballe Sogns Menighedsråd.

Tyven stjal også 3 mobiltelefoner, et kamera, nogle kontokort og 2 nøgler. Kontokortene nåede ikke at blive benyttet, inden de blev spærret, til gengæld har kirken måtte bekoste nye låse til fire døre.

quote

Alt vores sølv har indgraveret ”Asserballe Kirke”, så det kan jo ikke umiddelbart sælges til en guldsmed eller bruges.

Yrsa Raabe Ryborg, kasserer, Asserballe Sogns Menighedsråd.

Tyven var kommet ind i køkkenet i det nærliggende værksted, der hører til kirken, via et smalt vindue på kun 26 cm i bredden og 1 m i højden. Her fandt tyven nøgler til kirken, låste sig ind og stjal alt sølvet fra et pengeskab.  

- Alt vores sølv har indgraveret ”Asserballe Kirke”, så det kan jo ikke umiddelbart sælges til en guldsmed eller bruges, lyder det fra Yrsa Raabe Ryborg, kasserer i Asserballe Sogns Menighedsråd, der glæder sig over, at tyven trods alt var så venlig at låse alle døre efter sig og lægge nøglerne på plads igen, inden han gik.

Kirken havde også indbrud i samme værksted for 1,5 måned siden, men her kunne tyven ikke komme ind i køkkenet med nøgler, så her blev der kun stjålet et par boremaskiner og noget diesel.

Hvorvidt de to indbrud har noget med hinanden at gøre, og om der er sammenhæng med indbruddene på Sønderborg Rådhus, hvor unikke lamper blev stjålet på samme tidspunkter, er endnu uvist.