Klar stjernehimmel i vinterferien

Når skyerne ligger for tungt hen over vinterferiens ægte nattehimmel, kan man få overblikket på Orion Planetarium.

Er du blandt de syd- og sønderjyder, der har valgt at blive hjemme fra pisterne i vinterferien? Så kan du i stedet finde Venus på vinterhimlen og se de andre planeter og galakser fra kuplen i Orion Planetarium i Jels.

På familieudflugten kan børnene bruge en feriedag på at bygge deres egen planet og se skøre, larmende og farvestrålende kemieksperimenter.

I planetariets sal lærer de at finde rundt på årstidens nattehimmel. I februar er Jupiter, solsystemets største planet, meget tydelig.

Planetariet, der er et videnscenter under Aarhus Universitet, har åbent alle dage i vinterferien.