Klar til luftgas-byggeri til over 300 millioner kroner

Virksomheden Aga investerer 335 millioner kroner i en ny luftgasfabrik lidt uden for Vejle. Luftgas bruges til mange ting - blandt andet er det i den ilt patienter får på sygehusene.

Der var passende nok høj sol, blå himmel og masser af frisk luft i Vejle torsdag, da det første spadestik til en ny luftgasfabrik blev taget.

Det er virksomheden Aga, der udvider sin produktion, fordi man de seneste år har oplevet en markant stigning i efterspørgslen af luftgas i det jyske. Og derfor var det ifølge Agas direktør, Ole Kronborg, meget naturligt, at valget faldt på Vejle.

quote

Når der kommer en ny virksomhed til vores område, så er det en god begivenhed. Vi har mange tilflyttere, og der skal jo være nogle steder, de kan arbejde.

Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle

- Vejle ligger geografisk godt placeret forhold til de kunder, vi gerne vil servicere. Trekantområdet som helhed er et vækstområde, men vi har mange kunder rundt omkring i Jylland, som vokser ganske pænt. Derover har Vejle de faciliteter, vi har brug for. De har meget strøm til rådighed, grunde, der er er gjort klar, og så har de masser af god frisk luft, siger Ole Kronborg.

For at producere luftgas skal man bruge helt almindelig, livgivende luft. Gasserne bruges mange steder i industrien og sundhedssektoren blandt andet til den ilt, som patienter på et sygehus får. Også til nedfrysning af fødevarer, til rensning af spildevand og til svejsning kan man bruge luftgas.

Den nye fabrik kommer til at ligge lidt nord for Vejle, og skal efter planen stå færdig i midten af år 2020. Og det noget, også Vejles borgmester glæder dig til.

- Når der kommer en ny virksomhed til vores område, så er det en god begivenhed. Vi har mange tilflyttere, og der skal jo være nogle steder, de kan arbejde, siger Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle til TV SYD.

Med den nye fabrik tredobler Aga deres produktionskapacitet af luftgas.