TV der bevæger dig

Banken sagde nej til at låne penge til klatrepark, men så hjalp staten og EU

Penge fra staten og EU skal skaffe flere arbejdspladser og beboere til landdistrikterne. Den nye regering ruller besparelser på LAG-midler tilbage.

Poul Eriksen ejer Genner Hoel Pandekagehus og Camping og har i årenes løb modtaget støtte fra LAG-midlerne. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Da Poul Eriksen og hans kone først gik til banken for at låne penge til en klatrepark i Genner, fik de et nej. Men det ændrede sig, da parret fik støtte fra de såkaldte LAG-midler.

- Pengene har gjort, at vi har kunnet bygge klatreparken. For så var banken også med på ideen, fortæller Poul Eriksen.

Hvad er LAG-midler?

  • LAG-midler er økonomisk støtte fra både staten og EU
  • LAG står for Lokale Aktionsgrupper
  • Ordningerne bestyres af lokale aktionsgrupper, der er foreninger sammensat af en række interessenter fra lokalområdet herunder repræsentanter fra erhvervslivet, foreninger og offentlige myndigheder.
  • De lokale aktionsgrupper har udarbejdet deres egen lokale udviklingsstrategi, som er godkendt af Erhvervsstyrelsen.
  • Formålet med ordningen er at fremme vækst og etablering af nye arbejdspladser og fremme bosætning i landdistriktsområderne.
Se mere

Han ejer klatreparken Highpark Sønderjylland og Genner Hoel Pandekagehus og Camping, og stedet har i tre omgange fået tilskud til projekter gennem LAG-midlerne, der er øremærkede til at skabe beskæftigelse og bosætning i landområderne.

Foruden klatreparken, der har modtaget støtte til både etablering og udvidelse, har han også søgt og fået økonomisk støtte til etablering af en minigolfbane.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) ruller fra 2020 besparelserne på LAG-ordningen tilbage til niveauet før 2016, hvor den daværende regering beskar midlerne fra 90 millioner kroner til 63 millioner kroner årligt.

De ekstra millioner skal gå til projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne, oplyste ministeriet i en pressemeddelelse tidligere på måneden.

Socialdemokrat: - Vi får meget for pengene

Der er på landsplan afsat cirka 30 LAG-millioner i 2020. Godt syv millioner går til Syd- og Sønderjylland.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Birgitte Vind fra Vejle har som medlem af Folketingets erhvervsudvalg været med til at genetablere støtten til 2016-niveau. Hun synes, samfundet får meget for pengene.

- Det er en meget billig måde at støtte udviklingen i landdistrikterne på. Man er jo aldrig kommet sovende til hverken at starte sin egen virksomhed eller skabe liv i et lille lokalsamfund. Der bliver knoklet derude for at få tingene til at hænge sammen. Jeg synes, det mindste, man kan gøre fra statens side, er at give en håndsrækning, siger hun.

Klatrepark skaber lokal beskæftigelse

I Genner mellem Haderslev og Aabenraa er klatreparken et eksempel på, hvordan et projekt med støtte fra LAG-midlerne kan skabe vækst i lokalsamfundet.

- Håndværkere har bygget parken, og der er blevet ansat instruktører. Mange kunder går efterfølgende op i pandekagehuset, hvilket har betydet flere ansatte der. Det hænger sammen det hele, fortæller Poul Eriksen, der modtog støtte til klatreparken på 300.000 kroner svarende til 30 procent. 

Genner Hoel Pandekagehus og Camping loigger mellem Haderslev og Aabenraa. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Tidligere har stedet modtaget 174.000 kr. til udvidelse af HighPark Sønderjylland og 379.000 kr. til etablering af minigolfbanen GolfPark Sønderjylland.

- For at der skal ske noget i et lokalområde som vores, er det rart med en kickstart, og det var LAG-midlerne for os. Vi har brug for et boost herude på landet for at få gang i nogle ting, siger han.

Highpark Sønderjylland og Genner Hoel Pandekagehus og Camping lukker søndag for denne sæson. Til påske næste år begynder en ny sæson med masser af aktivitet - ikke mindst takket være LAG-midler.

Sønderborg-Aabenraa-området har årligt en økonomisk ramme på lidt over to millioner kroner til rådighed til projekter, som blandt andet bidrager til at skabe arbejdspladser i landdistrikterne inden for turisme, klima og miljø samt fødevareforædling og -distribution.