Kleinschmidt vælger borgmesterjagt over folketingsplads

Efter flere ugers overvejelser har Stephan Kleinschmidt besluttet at takke nej til at afløse Lotte Rod i Folketinget.

Stephan Kleinschmidt stod i første række til en plads i Folketinget for Radikale Venstre, da Lotte Rod meddelte, at hun går på barsel til oktober. Men det har Kleinschmidt nu bestemt sig for at takke nej til – han vil hellere gå efter borgmesterposten i Sønderborg for Slesvigsk Parti.

- Det har været en overvejelse om, hvorvidt jeg kunne forene pladsen i Folketinget med det kommende kommunalvalg. Det kunne jeg ikke, uden at gøre begge ting halvt. Så nu går jeg helhjertet efter at blive borgmester i Sønderborg, siger han til TV SYD. 

Kleinschmidt er i gang med sin tredje periode i Sønderborg Byråd for Slesvigsk Parti, og han forklarer, at timingen bare ikke er god lige nu.

- Var vikariatet faldet for et år siden, havde det være en anden sag. Men vi får travlt med kommunalvalg her i efteråret, og min chance for at blive borgmester i Sønderborg bliver måske aldrig større, end den er nu, siger han. 

Kleinschmidt forklarer, at beslutningen er truffet efter mange overvejelser for og i mod og i dialog med sit bagland.