Sundhedsprofessor: Klogt af Falck at droppe anke i Bios-sag

Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi, kalder det både et fornuftig og klogt træk af Falck at droppe at anke af Konkurrencestyrelsens afgørelse i sagen om Falcks kampagne mod konkurrenten Bios. 

Falck har besluttet ikke at anke afgørelsen til Konkurrenceankenævnet og domstolene. Det oplyste Falck  i offentliggørelsen af sit regnskab mandag.

Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi ved SDU, vurderer, at det er klogt og fornuftigt af Falck at droppe anken af Konkurrencerådets afgørelse af, at Falck har brudt konkurrenceloven. I samme ombæring varslede Konkurrencerådet, at det ville anmelde Falck til Bagmandspolitiet.

Falck har ifølge Konkurrencerådet misbrugt sin markedsposition ved blandt andet i det skjulte at formidle negative historier om konkurrenten Bios til presse og medarbejdere. Falck ankede straks afgørelsen. Det er den anke, der nu opgives.

- Hvis Falck igen vil opfattes som en seriøs aktør og og pålidelig leverandør af service og andre ydelser på serviceområdet, så er langvarig sag og opmærksomhed omkring selskabets optræden i Bios-sagen ikke hensigtsmæssig, siger professor Kjeld Møller Pedersen til TV SYD.

Falck: Nærlæsning fik os på andre tanker

Falcks adm. direktør Jakob Riis siger til TV SYD, at en nærlæsning af Konkurrenceankenævnets sfgørelse har været med til at ændre Falcks tidligere beslutning om at anke Konkurrenceankenævnets afgørelse.

quote

Det vil mudre billedet af os som en troværdig samarbejdspartner, hvis vi går videre med sagen.

Jakob Riis, adm. direktør, Falck 

- Afgørelsen er meget klar. Vi er i gang med en stor oprydning i Falck. Falck levede i 2014-15 ikke op til omverdenens og vores  forventninger til os selv. Det er helt uacceptabelt, hvad der blev sagt og gjort dengang. Det vil mudre billedet af os som en troværdig samarbejdspartner, hvis vi går videre med sagen. Det ville tager fokus og skade en tillid, som er så vigtig for os, siger Jakob Riis til TV SYD.

Bios-glæde over Falcks kursskifte

Hos Bios i Holland har Falcks kursskifte vakt glæde hos direktør Stef Hesselink.

- Det er positivt, at Falck og deres ejere erkender, hvad der er blevet dokumenteret meget grundigt af konkurrencemyndighederne. Det var det eneste rigtige at gøre. Det er imidlertid stadig vigtigt at huske, at Falck har været skyld i store tab for mange mennesker på grund af det her. Hvis Falck virkelig vil leve op til deres ansvar, bør de træde frem og fortælle, hvordan de vil kompensere for det, der er sket. Vi vil naturligvis forfølge sagen yderligere. Alle parter, der har været involveret, som f.eks. politikere, kommunikationsbureauer og fagforeninger bør følge Falcks eksempel, hededr det i en skriftlig kommentar fra Stef Hesselink.

Falck har ifølge Konkurrencerådet misbrugt sin markedsposition ved blandt andet i det skjulte at formidle negative historier om konkurrenten Bios til presse og medarbejdere.

Konkurrencerådet meddelte i sidste uge, at rådet ville anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med henblik på en strafferetlig forfølgelse, når en eventuel ankesag var afgjort ved Konkurrenceankenævnet. Nu, hvor Falck har opgivet anken, vil politianmeldelsen blive sendt, oplyser Konkurrencerådet.

I 2014 slog det hollandske firma Bios Falck i en budkrig om ambulancekørsel for Region Syddanmark. Det hollandske bud var 15 procent lavere end Falcks.