Knallert-kører hårdt kvæstet i Horsens

En 20-årig mand blev hårdt kvæstet, da han på knallert blev ramt af en bilist i Horsens onsdag aften.

Ulykken skete i krydset Høegh Guldbergs Gade og Spedalsø i Horsens.

- En bil vil dreje til venstre. Ifølge bilisten overser han en modkørende knallert, da den ikke har lyset tændt på trods af, at ulykken skete ved 18.30-tiden, oplyser vagtchef Hans Hoffensetz hos Sydøstjyllands Politi til TV SYD torsdag morgen.

En patrulje var hurtig fremme på ulykkestedet nær politigården i Horsens , og politiet gav den unge mand livreddende førstehjælp på stedet, før ambulancen nåede frem.

Den 20-årige knallert-kører, der er fra Horsens, pådrog sig blødninger i hjernen og blev overført til Aarhus Sygehus, hvorfra han torsdag formiddag meldes uden for livsfare.

Bilisten kom ikke noget til i sammenstødet.