Knastørt Vorbasse Marked sætter 500 gigantiske askebægere op

Brandsikkerheden er i top på Vorbasse Marked, der er parat til at politianmelde og bortvise, hvis reglerne ikke følges.

quote

Hvis nogen griller uden for områderne og tidspunkterne, bliver de bortvist og politianmeldt. 

Brian Madsen, formand, Vorbasse Marked

Hvis man går sig en tur på Vorbasse Marked og vil af med sit cigaretskod, skal det helst lande i en af 500 gigantiske askebægere, der er stillet op på markedspladsen.

Der er nemlig udsigt til et knastørt marked, når en kvart million mennesker i disse dage slutter sig til den lille by Vorbasses 1.310 indbyggere. Den situation udfordrer arrangørerne på brandsikkerheden. 

Ifølge vejrudsigten falder der nul millimeter regn i de tre dage, markedet varer. Kombineret med et generelt afbrændingsforbud i kommunen står arrangøren, Vorbasse Grundejerforening, over for en af de største udfordringer nogensinde i markedets 288-årige historie.

Vorbasse Marked har indført følgende foranstaltninger for at undgå brand

  • Vandvogn vander vejene på markedspladsen
  • Grillområder på campingpladserne
  • Sandspande til cigaretskodder
  • Brandvagter på p-pladser, markedsplads og campingområder

- Vi har prøvet tørke tidligere, men ikke noget, der ligner det her, siger Brian Madsen, bestyrelsesformand for Vorbasse Grundejerforening, til TV SYD.

Traditionelt afsluttes Vorbasse Marked med et kæmpe festfyrværkeri, men i år har beredskabet aflyst det på grund af afbrændingsforbuddet.

Der er opstillet 500 gigantiske askebægere på Vorbasse Marked på grund af brandfare.
Der er opstillet 500 gigantiske askebægere på Vorbasse Marked på grund af brandfare.

- Det er ikke et spørgsmål om penge, men et spørgsmål om sikkerhed. Vi gør det, der er nødvendigt og mere til. Vi går med livrem og seler, fortæller Brian Madsen.

Der er tradition for, at campinggæsterne hygger sig med aftensmad fra grillen, inden de går ind på markedspladsen. Det kan de stadig, dog inden for nogle afgrænsede områder og tidspunkter.

- Man må ikke bruge grill på markedspladsen, og på campingpladserne har vi oprettet grillområder, som må benyttes inden for bestemte tidsrum, fortæller han. 

Der vil stå brandvagter med pulverslukkere klar til at overvåge situationen. Det er også situationen på p-pladserne og på markedspladsen, hvor vagter døgnet rundt er klar til at gribe ind, hvis der skulle opstår ild.

- Hvis nogen griller uden for områderne og tidspunkterne, bliver de bortvist og politianmeldt. Vi tager ingen chancer, understreger Brian Madsen.