TV der bevæger dig

Knivdræbt mand er fra bandemiljøet

00:19

Begge Lillebæltsbroer var afspærret onsdag aften ifm. efterforskningen af knivdrabet i Vejle. Video: Vibeke Illum Marcussen.

Den knivdræbte er en 31-årig mand med relation til bandemiljøet.

Efterforskningen af drabssagen fra Vestergade i Vejle har nu afklaret, at den afdøde er en 31-årig mand fra Odense.

Ifølge politiets oplysninger har han relationer til bandemiljøet, nærmere bestemt til gruppen Black Army.

På den baggrund kan det ikke udelukkes, at knivstikkeriet har afsæt i den dræbtes relation til bandemiljøet. Det efterforsker politiet lige nu.

- Der er ikke kommet yderligere oplysninger i nattens løb om drabsmænd eller årsag, oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Svend Pedersen, til TV SYD.

Sydøstjyllands Politi har iværksat en række politimæssige foranstaltninger for at forebygge at situationen udvikler sig. En af de foranstaltninger har været at lukke og overvåge trafikken på begge Lillebæltsbroer i en periode.

- Vi fik en mistanke om, at nogle bandemedlemmer ville tage fra Fyn til Jylland på grund af knivstikkeriet. Derfor satte vi sluser op ved Lillebæltsbroen og ved Den Gamle Lillebæltsbro, fortalte vagtchef Christian Rasmussen fra Fyns Politi til TV 2.

Politiet stødte ifølge vagtchefen på flere bandemedlemmer, som blev registreret og sendt tilbage. Der blev ikke fundet våben hos nogen af personerne.

Det kan ikke udelukkes, at tiltag af den samme karakter vil blive anvendt igen. Derfor beklager Sydøstjyllands Politi eventuelle ulemper for borgerne.

Sydøstjyllands Politi er også massivt tilstede skiftende steder i og omkring Vejle. Det er både en del af efterforskningen og for at forebygge hændelser i miljøet. Sydøstjyllands Politi kan i øjeblikket ikke oplyse, hvor længe eller hvor indsatsen vil finde sted.

Den knivdræbtes pårørende er underrettet, og efterforskningen fortsætter.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden