Knivstik i Esbjerg

Esbjergenser vandrede omkring 200 meter, før han kollapsede efter knivstik. Han er uden for livsfare.

En 42-årig mand blev fredag aften fundet bevidstløs og stærkt blødende i en opgang i Esbjerg. Manden var blevet overfaldet med kniv få hundrede meter derfra.

- Han bløder fra et sår omkring albuen i den ene arm efter et knivstik. Han er helt væk på daværende tidspunkt, og der er en del blod derude, fortæller vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden blev hurtigt kørt til Esbjerg Sygehus, hvor hans tilstand er stabil. Politiet venter på, at han vågner, så betjente kan afhøre ham om knivoverfaldet.

Den 42-årige mand, som er fra Esbjerg, blev fundet i en opgang på vejen Ved Skoven. Men politiets hunde har i løbet af natten fundet blodspor fra knivofferet cirka 200 meter derfra på Gammel Vardevej.

Politi formoder, at manden er blevet stukket ned på Gammel Vardevej, hvorefter han såret har vandret hen til det sted, hvor han blev fundet.

- Han har også været inde i en anden opgang og rode lidt rundt. Der er fundet blod, siger Søren Strægaard.

Overfaldet er ifølge politiets teori sket fredag aften mellem klokken 18 og 20, og ordensmagten vil meget gerne høre fra beboere i området, som eventuelt har hørt eller set noget i dette tidsrum.