Knivstik, skud og overfald: Få overblikket over urolighederne i Esbjerg

Knivstik og pistolskud er blot de seneste uroligheder, som politiet i Esbjerg er rykket ud til. Her er et overblik over udrykninger i 2018.

I nat blev fire personer anholdt i Esbjerg efter en skudepisode på åben gade. Sidste weekend rykkede de ud til knivoverfald både lørdag og søndag. Her er en oversigt, der måned for måned giver overblik over urolighederne i Esbjerg i 2018 indtil nu.

Januar
Året er knap nok begyndt, før politiet rykker ud til et omfattende hærværk i Kvaglundparken. Hærværket er gået ud over hele 14 ruder i Kvaglund Kirke, tre ruder i Kvaglund Bibliotek og en parkeret bil.

En 30-årig mand bliver fængslet for slag og spark, og en 21-årig mand bliver fængslet for ulovlig besiddelse af skydevåben.

Februar
En isbutik udsættes for røveri, og en tur i Netto kom til at koste en 74-årig kvinde dyrt. Dankort-koden blev nemlig afluret af tricktyve, som også fik narret kortet fra kvinden og stjal 123.000 kroner.

Marts
En 28-årig mand bliver sigtet for ulovlig dyrkning og salg af skunk fra sin lejlighed, og en anden 28-årig mand bliver to gange inden for blot få timer taget i at køre bil i narkopåvirket tilstand.

April
Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede i april ud til flere opgør mellem to grupper i Esbjerg. Blandt andet et masseslagsmål på åben gade, og et voldeligt opgør i et gadekryds, hvor våbnene, som de gik til angreb med, var flasker og køller.

En 53-årig mand bliver sigtet for brandstiftelse efter at have kastet en molotovcocktail mod Esbjerg Kommunes Familierådgivning på Darumvej.

En 17-årig bliver dømt for trusler om skoleskyderi efter i 2017 at have brugt det sociale medie Snapchat til at antyde, at der ville ske et skoleskyderi på Spangsbjergskolen.

Maj
Ved en stor ransagning i Esbjerg og Varde fandt Syd- og Sønderjyllands Politi blandt andet 49 cykler, store mængder narkotika og to skunklaboratorier.

En kvinde begår røveri i Fakta på Randersvej, men udover at stjæle bider hun også ekspedienten, der var fulgt efter hende ud af butikken for at standse hende.

Juni
Efter en langvarig efterforskning mod bandemiljøet i Esbjerg anholder Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg en 22-årig mand, som sigtes for handel med narko.

Juli
En 26-årig kvinde bider tre personer på en bytur, og en 49-årig mand anmeldes for at kaste med sten og knuse fire ruder hos en ekskæreste.

August 
August lægger ud med et knivstikkeri lørdag d. 11., hvor en 23-årig mand bliver alvorligt såret. Allerede dagen efter bliver to mænd overfaldet af tre-fire andre mænd, og også her ender sammenstødet med knivstik, denne gang dog ikke af livstruende karakter.

Fire dage efter modtager Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse om skyderi på hjørnet af Hermodsvej og Jagtvej, hvorefter politiet finder en personbil på Askelunden med et skudhul. Efter midnat bliver fire personer anholdt.