Knuste butiksrude og begik mærkevarekup i Henne

Tøjbutikken PH Henne Strand blev natten til nytårsaftensdag udsat for et voldsomt indbrud, da fire maskerede mænd knuste en butiksrude og i stor hast forsynede sig med mærkevarer.

En beboer over tøjbutikken slog alarm til politiet kl. 02,30, da ruden blev knust og råbte tyvene an. De lod sig dog ikke forstyrre og fyldte i stor hast en personbil med mærkevare-tøj, mens de talte sammen på et fremmed sprog.

- Vi har ikke meget at gå efter og hører gerne fra vidner, der har set en personbil med fire mænd i nat i Henne-området, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.