Ko-møg og gylle skaber 75 nye arbejdspladser i Tønder

75 nye arbejdspladser er på vej til Tønder, der ikke er forvænt med gode erhvervs-nyheder. De mange nye arbejdspladser bliver skabt af Biogas Tønder, der nu tager konkret form efter købet af 12 hektar jord hos Prins Joachim, hvor anlægget skal opføres.

Med anlægget følger 40 nye arbejdspladser og 35-40 arbejdspladser i tilknytning til biogas-produktionen.

En melding, som vækker optimisme hos den fagforeningen 3Fs lokale formand Lars Petersen.

Anlægget kommer til at koste en halv milliard kroner

Det ca. 12 hektar store areal, hvor Biogas Tønder skal placeres, tilhører Schackenborg, og Prins Joachim og direktør Bo Asmussen fra ENVO Group i Aabenraa, der står bag biogasprojektet, har netop indgået aftale om, at ENVO Group overtager arealet.

- Aftalen er en vigtig milepæl. Nu er realiseringen af det store og spændende projekt rykket endnu tættere på, og vi kan dermed se frem til mange nye arbejdspladser. Det har stor betydning for Tønder Kommune. , siger borgmester Laurids Rudebeck.

Direktør Bo Asmussen glæder sig også over, at aftalen er kommet på plads.

Danmarks største biogasanlæg

Biogas Tønder skal producere næsten 64 mio. kubikmeter gas om året til opvarmning og varmt vand svarende til forbruget i ca. 17.500 husstande.

Dermed bliver Biogas Tønder Danmarks største biogasanlæg.

Produktionen sker hovedsageligt på basis af gylle og anden biomasse fra fra landmændene i lokalområdet.

Anlægget placeres på et areal op til Midtmosevej ved Aabenraa-Tøndervejen omtrent midtvejs mellem Tønder by og Øster Højst.

På torsdag er Tønder-egnens landmænd indkaldt til møde om projektet på Østerhøjst Kro.