Så er de nye kø-skilte og hastigheder på plads ved grænsen

Bilister på vej mod Danmark ad motorvej A7 møder nu 12 nye skilte, der gør opmærksom på, at grænsekontrollen kan medføre kø. Desuden nedsættes hastigheden de sidste kilometer før grænsen til først 100 og derefter til 80 km/t.

De nye advarselsskilte er sat op efter flere alvorlige trafikulykker ved grænsen.

Fredag den 19. februar kørte en lastbil ind i en parkeret varevogn, der var ved at blive kontrolleret af politiet. Mandag i denne uge skete der en dødsulykke på motorvejen kort før grænsen, hvor en personbil kørte ind i en lastvogn, der holdt stille på grund af kø. Og tirsdag kørte to lastbiler op i hinanden på grund af køen ved grænsekontrollen.

De 12 skilte er sat noget længere mod syd på A7, så trafikanterne bliver advaret om risiko for kø i god tid før de når selve landegrænsen - og der er indført hastighedsbegrænsning på først 100  og derefter 80 km/t flere kilometer før grænsen.