Køb af pr vækker kritik

Trods næsten 20 ansatte i kommunikationsafdelingen: Region Syddanmark har købt pr for 1,27 mio. på 4 måneder.

Flere regionspolitikere undrer sig over, hvorfor regionen bruger så mange penge på at købe kommunikation, når regionen råder over en knap 20 mand stor kommunikationsafdeling.

JydskeVestkysten skriver, at der i år foreløbigt er brugt 1,27 mio. kr. på pr-arbejde, der er købt udenfor huset.

- Området trænger til en kulegravning, så vi kan se, hvad vi bruger på kommunikation, og hvilke ressourcer vi har i huset. Der er jo både kommunikationsfolk ansat i Regionshuset og på de enkelte afdelinger i regioner, så hvorfor er det nødvendigt at benytte ekstern hjælp i det omfang, siger Vibeke Syppli Enrum fra Enhedslisten til JydskeVestkysten.

Og Marianne Mørk Mathiesen fra Liberal Alliance siger, at udgifterne bekræfter hende i, at der er penge at spare på bureaukrati.

Også andre politikere undrer sig.