TV der bevæger dig

Københavneri af værste skuffe

Borgmester Peter Sørensen, Horsens, er skuffet over, at Fængslet ikke blev valgt til Melodi Grand Prix.

DR burde skifte navn til Københavns Radio, lyder det fra rådmand i Aarhus Kommune Marc Perera Christensen. I Horsens ærgrer de sig, men reaktionen er mere afdæmpet.

Harmen over, at DR har valgt København som værtsby for det Europæiske Melodi Grand Prix, er stor fra Danmarks næststørste by, Aarhus. Rådmand for Kultur og Borgerservice Marc Perera Christensen raser over fravalget.

- Det er københavneri af værste skuffe. DR svigter licensbetalerne i hele Vestdanmark og burde øjeblikkelig skifte navn til Københavns Radio, siger Marc Perera Christensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

Uambitiøs vanetænkning

Det er et udtryk for en uambitiøs vanetænkning. Aarhus og Herning har efter min opfattelse leveret det klart bedste bud. Danmarks største koncertarena sammen med alt det spændende kultur, der har gjort Aarhus til Europæisk Kulturhovedstad.

Skuffelse i Horsens

Skuffelsen er også stor i Horsens, omend tonen er mere afdæmpet.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at DR ikke pegede på Horsens, men vi respekterer helt og aldeles DR's valg af værtsby for næste års Europæiske Melodi Grand Prix. Derfor skal der lyde et stort tillykke til København her fra Horsens, siger borgmester Peter Sørensen (S)

Buddet fra Horsens var, at grandprixet skulle ligge i Fængslet, der er det tidligere statsfængsel i byen.

- Fra første færd i processen har vi sagt, at EBU og DR kun skulle vælge Horsens og Fængslet, hvis man ville nytænke Grand Prix-konceptet.

- Altså give arrangementet en helt særegen profil og identitet, så sangkonkurrencen ikke får det samme udtryk år efter år, uanset hvor det foregår, siger Peter Sørensen og tilføjer:

Også ros

- Man kan sige, at DR ved valget af de gamle B&W-haller i høj grad har valgt at nytænke konceptet, og det skal de have ros for.

Finalen i det europæiske Melodi Grand Prix finder sted lørdag 10. maj 2014.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden