Købmand røvet fire gange på et år

Den Lille Købmand i Ribegade i Vejle blev torsdag aften udsat for endnu et røveri.

Kort før kl. 20 torsdag aften vælter en mand ind i butikken Den Lille Købmand i Vejle og kræver alle pengene.

Situationen er set før. Det er nemlig fjerde gang på et år, at nogen har røvet den lille forretning.

Den unge mand, der vurderes til at være i 20'erne, truede med en kniv ekspedienten til at udlevere pengene. Efter røveriet flygtede manden til fods ad Kiddesvej.

Politiet efterlyser gerningsmanden, der bar en mørkegrøn jakke og sorte bukser.

Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med eventuelle vidner på telefon 1-1-4.