Købte bil på rasteplads og fik kæmpebøde

En mand fra Løsning er blevet idømt betinget fængsel og har samtidig fået en bøde på 59.500 kroner efter køb af pickup på en motorvejsrasteplads.

Det gik ikke helt som planlagt, da en 41-årig mand fra Løsning lod sig friste til at købe en Ford F150 pickup på motorvejsrastepladsen ved Ejer Bavnehøj.

Manden købte bilen for 40.000 kroner selvom han, ifølge Retten i Horsens, vidste eller havde en formodning om, at den var stjålet.

Ved retssagen kom det frem, at den 41-årige mand hverken var i stand til at fremvise en registreringsattest, kvittering for betaling eller oplysninger fra sælgeren om, at bilen den ikke var stjålet.

Den noget tvivlsomme bilhandel har, sammen med en række andre forhold, nu kostet den 41-årige mand 60 dages betinget fængsel og en tillægsbøde på 59.500 kroner.

Manden nægtede i retten, at han havde købt bilen, selvom han vidste eller havde en formodning om at bilen, der havde en handelsværdi på ikke under 250.000 kroner, var stjålet.

Bilen er nu igen udleveret til den rette ejer, oplyser Sydøstjyllands Politi. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.