Kør ikke over grænsen efter vand

Fyld bilen med 3840 dåsesodavand, og turen over grænsen har tjent sig selv hjem gennem besparelser. Men køber du øl i stedet, bliver det dyrere end at købe derhjemme.

- Enten snyder de danske forbrugere sig selv, eller også er de ikke først og fremmest drevet af besparelser og føler at turen frem og tilbage har en værdi i sig selv, siger forbrugerøkonom i Nykredit Johan Juul-Jensen. I hvert faldt kan det langt fra altid betale sig at køre over grænsen efter vand, for at sige det sådan.

700 kr. dyrere

Fylder du bilen med øl, bliver den samlede regning derimod 700 kr. dyrere end herhjemme for den maksimalt tilladte mængde, når transportomkostningerne medregnes. Du skal med andre ord tænke dig om, købe stort ind og helst ikke bo for langt væk, for at grænsehandel skal kunne betale sig, noterer han.

Nykredit har kikket på priser nord og syd for grænsen. Som udgangspunkt er brugt en familie, som bor i Århus og kører i en rimelig driftsøkonomisk bil.

Store mængder

Men hvis kaffe er en krone billigere eller du kan spare fem kroner for en ramme øl eller sodavand, så skal der købes ind i store mængder før grænsehandel betaler sig, hvis man medregner omkostninger til transport.

Grænsehandel er igen kommet på dagsordenen i forbindelse med regeringens udspil til en vækstplan, hvor røster fra erhvervslivet har efterspurgt afgiftslettelser, der vil gøre danske varer billigere og gøre grænsehandel mindre fordelagtig.

Marginalt billigere

Men med lavprisvarehusenes indtog og øget konkurrence blandt danske fødevarebutikker, har en dansk forbruger i dag næsten altid et tilbud rundt om hjørnet, som kun er marginalt dyrere end en tilsvarende vare over grænsen. Og medregner man transportomkostninger i det samlede regnskab, skal man ofte se langt efter besparelsen, noterer forbrugerøkonomen.

Biltur: 400 kr.

For slik, chokolade og visse mærkevaresodavand kan der dog være tale om væsentlige besparelser, men Johan Juul-Jensen vurderer, at mange forbrugere undervurderer de fulde omkostninger ved at starte bilen.

Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at se på udgifter til benzin. Med til regnestykket hører også slitage og værditab. Og medregner man faste udgifter som forsikring, renter og afgifter, koster turen tur-retur over grænsen fra fx Kolding 400 kr. og henholdsvis 800 kr. og 1.100 kr., hvis turen startes i Århus eller København. Vel at mærke, hvis man kører i én af markedets billigste biler.

- Hvis man fylder sin bil med dåsesodavand, kaffe, øl og tandpasta, skal man enten købe ind i meget store mængder eller bo tæt på grænsen, før det kan betale sig. Afskaffelsen af den omdiskuterede fedtafgift har gjort grænsehandel mindre fordelagtigt, men der er fortsat områder, hvor man kan opnå besparelser, særligt serviceydelser som f.eks. tandlægebesøg og bileftersyn, selvom det ikke typisk er dét, vi forbinder med grænsehandel, siger Johan Juul-Jensen.