Køreledning faldt ned på Lillebæltsbro

Lillebæltsbroen genåbner efter at have være lukket på grund af en nedfalden køreledning, oplyser Banedanmark.

Banedanmark oplyser, at den gamle Lillebæltsbro igen er åben for trafik efter at have være lukket på grund af en nedfalden køreledning.
Køreledning faldt ned lidt efter klokken 19 fredag, og den lå i første omgang på kørebanen, hvor den skabte trafikkaos.

Togdriften mellem Jylland og Fyn blev også genoptaget ved midnatstid med dieseldrevne lokomotiver.

Bilisterne blev i mellemtiden opfordret til at bruge den nye bro over Lillebælt.

- Det var ikke et almindelig køreledningsnedfald, forklarer Banedanmarks områdechef Klaus Bergman.

Ikke bare var ledningen faldet ned. Også en såkaldt tværdrager var knækket, hvilket komplicerede operationen.

I første omgang foretog teknikerne en nødtørftig reparation.
Arbejdet vil så blive genoptaget lørdag aften klokken 22 og vare til søndag morgen klokken 6, hvor broen igen genåbner.

DSB måtte indsætte busser, for at fragte passagererne mellem Fyn og Jylland.

Banedanmark vurderer, at det planlagte halvmaratonløb på broen lørdag vil kunne afvikles som planlagt. Ifølge fyens.dk ventes 11.000 løbere at deltage.