Kørte galt efter smykkekup

To mænd stak af, da de kørte galt efter et smykkekup i Gothersgade i Fredericia ved fire-tiden tirsdag morgen. Det lykkedes dem at forsvinde efter uheldet.

Bilen, som blev brugt til indbruddet hos smykkeforretnigen Romance i Gothersgade, er stjålet ved et stort villaindbrud i Middelfart for 10 dage siden. Ved indbruddet blev der stjålet designermøbler for et stort beløb - og to biler.

Flise gennem ruden

Den ene blev fundet 23. februar i Harndrup Skov på Fyn. Den anden var i Fredericia i nat.

Smykketyvene kastede en flise gennem ruden til butikken. Det lykkedes dem at fiske et ukendt antal smyukker og ure ud af hullet i butiksruden.

På Holstensvej ved Strandvejen mistede tyvene herredømmet over den stjålne flugtbil. To personer løb fra stedet.

- Vi er gået igang med at sikre spor fra bilen, siger vicepolitiinspektør Bo Fischer til TV SYD.