Kogeplader årsag til dødsbrand i Grindsted

En kogeplade, der antændte en klud, var årsagen til den brand, der fredag aften kostede en 64-årig kvinde livet i Grindsted.

Kvinden, der boede i en lejlighed på Grønningen i Grindsted, døde af røgforgiftning.

Den 64-årige kvinde var i gang med at tilberede aftensmaden og havde to tændte kogeplader, hvor den ene var på fuldt blus, mens den anden stod og simrede.

Kogepladen på fuldt blus antændte imidlertid en nærliggende klud, som udløste branden, oplyser politikommissær Lars Chr. Thomsen til TV SYD.

Den 64-årige kvinde blev fundet i stuen. Det er uklart, hvad der fik hende til at gå derind.