Kokkelandsholdet kokkererer mod Tyskland i Tønder

I aften skal der laves mad på livet løs, når det danske Kokkelandshold møder Tyskland i en venskabskamp i Tønder.

Mandag er der landskamp mellem Danmark og Tyskland. Men kampen involverer hverken en fodbold, en ishockeypuck eller en fjerbold. Til gengæld er der både skarpe knive, varme ovne og gode råvarer i lange baner.

Mandag aften kokkererer Det Danske Kokkelandshold mod Tysklands bedste kokke i en venskabskamp i ECCO Conference Centre i Tønder. De to landshold skal dyste i disciplinen ”Varm mad til mange på tid.” Holdene sammensætter hver en hel menu ud fra de madvarer, der bliver stillet til rådighed i konkurrencen.

Til kokkelandskampen er der fornemt besøg. Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er nemlig protektor for Det Danske Kokkelandshold og skal både smage på retterne og holde talen ved kampen. Også miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og Tønder Kommunes borgmester Laurids Rudebeck skal være med til at smage de fine retter, der kommer ud af konkurrencen.

Kokkelandsholdets kamp i dag er en vigtig del af forberedelsen frem mod OL i Erfurt til oktober i år.