Kolding dropper håndboldkvinderne

Økonomien tvinger KIF Kolding til at skille sig af med de ellers succesrige håndboldkvinder.

Kvindehåndbolden er snart fortid i KIF Kolding. På grund af en trængt økonomi vil den traditionsrige håndboldklub skippe kvindeholdet for at holde fuld fokus på herrerne. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Klubben offentliggjorde i september et underskud på 18 millioner kroner efter skat, og det vil spare klubben for minimum fem millioner kroner, hvis kvinderne bliver droppet.

- Det er simpelthen umuligt at drive to ligahold. Jeg er nødt til at tage dette skridt. Vi kan ikke køre videre på den nuværende måde, siger direktør i KIF Elite Jens Boesen til avisen.

Satser på mændene

For fem år siden stod han bag kvindeklubbens fysiske flytning til Vejen, fordi der ikke var plads til to klubber i selve Kolding. Den økonomiske forpligtelse hang dog stadig på moderklubben, men det skal være slut nu.

- Skal vi fortsætte med et rimeligt sportsligt niveau på vores herrehold, så er dette nødvendigt at føre ud i livet, siger han.

Mens herreholdet har været topklub i den danske liga gennem flere årtier, så har kvindeholdet haft problemer med at følge med de allerstørste klubber herhjemme. Først i de seneste år har holdet løftet sig og har blandt andet spillet i europæiske kampe.

Meningen er, at den lokale håndboldklub i Vejen - eller en investorgruppe - skal drive klubben og leje licensens i KIF Kolding. Jens Boesen håber, at det falder på plads inden den kommende sæson.

- Der har både været stor lokal opbakning og masser af sportslig succes i de fem år i Vejen. Nu skal vi have fat i nogle investorer og sponsorer, der kan og vil drive det videre uden vores indblanding, siger Jens Boesen til avisen.