Kolding forventer kæmpegevinst på Obama-besøg

Positiv omtale ventes at være mange millioner kroner værd, lyder kommunens egen vurdering. Investeringen skal komme 30 gange tilbage.

”Det bliver uden sidestykke den største enkeltbegivenhed i Koldings nyere historie med et markedsføringspotentiale for Kolding, som er helt enormt stort”.  

Sådan lød det fra Business Koldings nu tidligere direktør, Tommy Langhoff, da kontrakten med Barack Obama var på plads. Han lagde i høj grad vægt på markedsføring af Kolding, da han skulle retfærdiggøre kommunens støtte til arrangementet.

”Efter næsten 20 måneders intenst arbejde er vi lykkedes med det, der startede som en fælles, men lidt fjern og urealistisk drøm: At præsentere USA's 44. præsident on stage i Kolding – og som det første sted i Danmark”, skrev han i en mail, som TV SYD har fået aktindsigt i.

22 millioner værd

Det er netop muligheden for positiv omtale, der fik kommunen til at betale 750.000 kroner til Obamas besøg.

- Det er ret svært gøre markedsføringsværdien op. Men med den omtale, vi får og har fået, så tror vi på, at det er pengene værd. Det er nok de bedste penge, vi nogensinde har brugt på markedsføring, siger Koldings borgmester Jørn Pedersen (V). 

For 750.000 kroner får kommunen 27 billetter, hvoraf kommunen selv beholder 11 billetter, mens resten er fordelt til studerende og "almindelige" borgere.

Desuden forventer kommunen masser af PR.

quote

Besøget har en værdi på 22,5 millioner kroner.

Vurdering fra Kolding Kommune og firmaet Retriever

Kommunens kommunikationsafdeling og firmaet Retriever skønner i et notat, at ”den positive omtale i medier i forbindelse med besøget har en værdi på 22,5 millioner kroner”.

Selv hvis man ikke regner billetterne med, forventer man altså at omtalen er 30 gange mere værd end kommunens investering. Vurderingen er endda ”meget konservativt sat”, står der i det kommunale notat. 

Verdens bedste

Hvordan kan arrangementet være så værdifuldt? Ifølge firmaet TSE Consulting, der rådgiver Kolding Kommune, er Barack Obama blandt de mest attraktive, kommercielle talere i verden.

”Alene Elon Musk og Mark Zuckerberg vurderes internationalt at have tilnærmelsesvis samme værdi”, skrev TSE Consulting til kommunen.

Oslo får CNN

TSE Consulting vurderede dog, at der ”ikke kan forventes væsentlig international omtale”, fordi ”talens indhold ventes at være tilsvarende i øvrige lande”.

Det var formentlig en korrekt vurdering, for både BBC og CNN sender fra Obamas besøg i Oslo på onsdag, mens de ikke har meldt deres ankomst i Danmark.

quote

Man må investere for at tiltrække borgere, virksomheder og studerende.

Kolding Kommune i internt notat

Men hvorfor giver det mening at investere i Obama, selv om der er sparetider i kommunen? Dette spørgsmål har kommunen også stillet sig selv:

”Man må investere for at tiltrække borgere, virksomheder og studerende, så skattegrundlaget i kommunen opretholdes, og der sikres et fundament for langsigtet vækst”, skriver kommunen.

Kan holde på en hemmelighed

I Kolding Kommunes strateginotat står der, at Obama-besøget skal være med til at øge antallet af tilflyttere. Man vil gerne signalere, at Kolding er en by i vækst.

Desuden skal aftalen med Obama, som var undervejs i over et år, sende et stærkt signal til potentielle investorer: Kolding Kommune kan holde på en forretningshemmelighed, også i Obama-størrelsen.

Ligesom blandt andre Aabenraa, Fredericia og Esbjerg har gået stille med dørene, når store koncerner ville lægge datacentre i deres kommuner.