Kolding går benhårdt efter at få DGIs landsstævne til byen

Danmarks største folkefest skal til Kolding i 2021, mener borgmester Jørn Pedersen (V). Han er klar til at bruge 25 millioner kroner på landsstævnet.

DGIs store landsstævne skal til Kolding i 2021 - i hvert fald hvis det står til kommunens borgmester Jørn Pedersen (V):

- Det er jo Danmarks største folkefest, og det skaber en enorm positiv energi internt at få sådan et arrangement til en by, siger han til TV SYD.

Borgmesteren har sat en embedsmandsgruppe i gang med at undersøge, hvilke økonomiske og praktiske udfordringer der vil være forbundet med at blive værtsby. Tidligere byer har brugt omkring 25 millioner kroner på at arrangere det store sportsstævne, der kun bliver afholdt hvert fjerde år.

- Det er en fantastisk mulighed, som vi er nødt til at gribe, og jeg smider gerne 25 millioner kroner efter det. Det er jo penge, der bliver brugt til at lave nye faciliteter, som vi efterfølgende kan få glæde af i Kolding, siger Jørn Pedersen.

Fristen for at melde sig ind i kapløbet om at blive prækvalificeret udløber 1. april, og Jørn Pedersen regner med at få byrådets opbakning til ideen på et møde den 29. marts.

- Vi har meget at byde på i Kolding, og jeg tror, vi står godt i feltet, siger han.

I december 2016 beslutter DGI, hvilken kommune der skal være vært for landsstævnet i 2021.

Det næste DGI Landsstævne bliver afholdt i 2017 i Aalborg.

Se her på DGIs hjemmeside hvor der tidligere har været afholdt landsstævner siden 1862: http://landsstaevner.dgi.dk/