Kolding har tabt kampen om politiskolen

Rigspolitiet har strammet kravene til den kommende politiskole i det vestlige Danmark. Og det betyder, at Kolding er dømt ude.

Efter en ny bedømmelse har Rigspolitiet vurderet, at tre byer i vores del af landet ikke er gode nok til at huse den nye politiskole. Det drejer sig om Horsens, Fredericia og Kolding. Koldings borgmester er selvsagt ikke glad for nyheden.

- Det er jeg da ret forundret over, siger Koldings borgmester, Jørn Pedersen, til TV SYD.

Det er Rigspolitiet, der har strammet kravene til den kommende politiskole i vestdanmark. Bygningerne skal nu mindst være 7000 kvadratmeter, og der skal være mulighed for at udvide til op til 18.000 kvadratmeter. Og det kan ikke lade sig gøre i Kolding.

Men borgmester Jørn Pedersen mener ikke, at det er grund nok til at sortere Kolding fra i kampen om politiskolen. Og han vil sammen med resten af byen fortsætte med at kæmpe for sagen.

- Jeg tror langt henad vejen at løbet er kørt. Men der er den lille åbning, at man siger, at man måske vil bygge en ny politiskole. Og det kan vi jo lige præcis levere grundene til i campusområdet og det er det, vi vil byde ind med, siger Jørn Pedersen til TV SYD.