TV der bevæger dig

Kolding kåret som årets ungdomskommune

Et enigt dommerpanel har peget på Kolding som den klare nummer ét i opløbet om at være Danmarks bedste kommune for unge.

Sammen med byens unge modtog borgmester i Kolding Jørn Pedersen (V) fredag den 31. januar 2014 DUFs pris som Årets Ungdomskommune. Kommunens ungeindsats er en klog investering, lød rosen fra DUFs formand.

Dommerkomitéen har lagt vægt på, at kommunen målrettet og stabilt prioriterer unges fritids- og foreningsliv. Det signalerer klart, at Kolding tager de unge seriøst, og det er en klog investering, lød det fra DUFs formand Signe Bo.

- Jeg er sikker på, at jeres ambitiøse satsning på de unge vil belønne sig, og at Kolding får en generation af aktive og kreative unge medborgere, som engagerer sig i udviklingen af samfundet. Jeg håber på vegne af DUF, at I vil bygge videre på den stabile indsats, som prisen er udtryk for, sagde Signe Bo, da hun overrakte prisen til borgmester Jørn Pedersen (V).

Ud over anerkendelsen og æren af at kunne kalde sig Danmarks bedste ungekommune i 2014 består årets præmie af et kunstværk af den 17-årige kunstner Søren Arildsen Pedersen.

Årets anden- og tredjeplads gik til henholdsvis Horsens Kommune og Næstved Kommune.

 

Fakta:

Ungdomskommuneprisen blev indstiftet af DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd i 2006 som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. Vinderen samt anden- og tredjepladsen er udpeget af et dommerpanel bestående af DUFs formand, Signe Bo, Rasmus Scheelke, konsulent i Kommunernes Landsforening, og Klaus Levinsen, der er ph.d. og lektor i Statskundskab ved Syddansk Universitet.

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden