Kolding-sejler bærer Dannebrog når OL slutter

Det bliver Kolding-sejleren Allan Nørregaard fra den danske 49'er, der vandt bronze, der skal bære Dannebrog ved afslutningsceremonien ved OL søndag aften i London.

Den danske Chef de Mission Jesper Frigast Larsen meddelte den danske båd - der bestod af både Allan Nørregaard og Peter Lang, at de var udvalgt til at bære fanen - men at der var et problem.

- Der er jo kun en, der kan bære den, men at de måtte vælge internt hvem. Og det klarede de uden lodtrækning, da Peter med det samme sagde, at han syntes Allan skulle gør det, siger Jesper Frigast til sporten.tv2.dk.

Skabte glæde på en sort dag

Jesper Frigast fortæller også, at den danske 49'er-besætning blev valgt, fordi de sørgede for dansk jubel på en ellers trist dag.

- De hentede Danmarks niende og sidste medalje, og de skabte dermed glæde på en dag, hvor der var skuffelse over de danske håndboldherrer,d er røg ud, forklarer den danske OL-chef om valget.

- Der er lidt friere tøjler ved afslutningen, og det skal nødvendigvis ikke være medaljetagere - men det er en fin opmuntring til nogle atleter, der har gjort det godt.

Afslutningsceremonien i London afvikles fra kl. 22 søndag aften.