Kolding udnævner sig selv til frikommune

I skuffelse over at være blevet vraget som officiel frikommune udnævner Kolding nu sig selv til frikommune.

Hvis regeringen ikke vil, så kan man jo gøre det selv. Det mener Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), efter at kommunen er blevet vraget som officiel dansk frikommune.

Onsdag fik ni ud af 16 ansøgere besked om, at de var blevet valgt til officiel frikommune og dermed kan gå i gang med at lave projekter, der skal luge ud i bureaukratiske og besværlige regler.

Men Kolding fik afslag på sin ansøgning og kunne i stedet se nabokommunerne Fredericia og Vejle løbe med æren.

- Det er jeg dybt skuffet over. Men når det er sagt, så tager vi arbejdstøjet på, udnævner os selv som frikommune og går i gang, siger borgmester Jørn Pedersen.

Regelforenkling

Kolding havde i sin ansøgning givet 79 forslag til regelforenklinger på alt fra inddrivning af restancer hos borgerne, planloven og byggesager.

Disse forslag vil nu blive gjort færdige, og så vil kommunen søge om hver enkelt projekt i Indenrigsministeriet gennem det, der kaldes udfordringsretten.

- Det er vigtigt, for vi er i en position, hvor vi har styr på økonomien, vi har omstruktureret, og vi har luget ud i egne regler. Nu ligger forhindringen i lovgivning og regler vedtaget af Folketinget, siger Jørn Pedersen og fortsætter:

- Vi vil være mere effektive og vi vil have borgeren i centrum, og så er det altså nødvendigt at få luget ud i reglerne.

De ni kommuner, der alle har fået status af frikommune er Fredensborg, Fredericia, Gentofte, Gladsaxe, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg.