Kolding vil have jysk politiskole

En ny jysk politiskole kan med kort varsel flytte til byen. Ledige lokaler på IBC står klar allerede fra årsskiftet.

Hvis der skal etableres en politiskole i Jylland, så skal den placeres i Kolding. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Kolding Kommune har netop skrevet til Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg og oplyst, at byen har de nødvendige lokaler og samtidig mener Kolding, at byen opfylder alle de øvrige krav til en politiskole.

IBC området ligger både med kort afstand til en svømmehal og til skydebaner. Dertil kommer det fælleskommunale beredskabscenter Gudsø, der kan bruges til realistiske øvelser.

Ifølge Kolding borgmester Jørn Pedersen så har byen også den helt rigtige placering midt imellem flere motorveje, og samtidig er der knap 200 daglige togafgange. Det gør det nemt at pendle for både ansatte og kommende politibetjente.

-Kolding og Trekantområdet har den største koncentration af jobs udenfor hovedstaden, hvilket gør det nemt at rekruttere arbejdskraft til Politiskolen. Og med 500.000 jobs indenfor en times kørsel er det relativt let for ægtefæller at finde job. Så vi har alle rammerne til at give en politiskole en god start, siger Jørn Pedersen.