Koldingenserne er skrappe til at genbruge

På tre år er mængden af småt brændbart i Kolding Kommune mere end halveret. Bedre indretning af genbrugspladserne er en af forklaringerne.

En pose med lidt blød plast, lidt hård plast, lidt metal, lidt træ, lidt papir og lidt pap. Afsted med den i småt brændbart. Sådan har mange af os nok lidt for vane. Men i Kolding Kommune er man blevet meget bedre til at sortere, så mest muligt bliver genbrugt. Faktisk er mængden af småt brændbart på de sidste tre år faldet med 54 procent - svarende til 2000 tons. 

Dialog, opmærksomhed og bedre indretning på genbrugspladserne er ifølge Kolding Kommune årsagen til det gode resultat. 

- I 2016 har vi haft ekstra affaldsbeholdere og medarbejdere ved containerne til småt brændbart. På den måde har vi hjulpet rigtig mange borgere med at sortere deres affald, så det ikke smuttede i brændbart, siger Henrik Skaarup, der er formand for genbrugspladserne i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.

Den reducerede mængde af småt brændbart giver en god besparelse, men betyder dog ikke mindre affaldsgebyr. De penge, der er sparet, er investeret i udstyr til lettere sortering og flere genbrugsvejledere på genbrugspladserne.

I Kolding Kommune er målet, at en privat husholdning i 2020 sender 50 procent af sit affald til genbrug. I dag er tallet 30 procent. 

Hvad er småt brændbart?

  • Småt brændbart er affald, der ikke kan genanvendes eller sorteres som papir, pap, plast/PVC, træ, tøj eller metal.
  • Hvis materialet er meget beskidt eller vådt, egner det sig ikke til genanvendelse og skal derfor afleveres i containeren til småt brændbart.
  • Småt brændbart er materialer, der kan brænde uden at forurene.
  • Det må ikke være større end 60x60x100 cm.
  • Haveaffald og husholdningsaffald må ikke komme i containeren til småt brændbart.