Koldinghus rykker ind på turist-attraktionernes top 50

Koldinghus er rykket ind som nr. 49 på den nye opgørelse over de mest populære besøgsmål for turister i Danmark 2016, som VisitDenmark netop har offentliggjort. I alt er otte syd- og sønderjyske udflugtsmål med på top 50.

Legoland holder sin 3.-plads fra 2015, mens La Landias vandland dumper en plads ned som nr. 8, mens Givskud Zoo er nr. 20 efter et fald fra 18.-pladsen.

Kongernes Jelling rykker ni pladser op til 36.-pladsen, mens Fængslet i Horsens går seks pladser tilbage og er nr. 47 med Museet Koldinghus i hælene på 49.-pladsen.

Attraktionslisten er en årlig statistisk publikation, som dokumenterer besøgstallene for Danmarks 50 mest besøgte seværdigheder. På listen opgives det samlede besøgstal for danske og udenlandske gæster, som har besøgt de enkelte attraktioner i 2016. 

Tivoli i København topper listen med godt 4,6 millioner besøgende, fremgår af Visit Denmarks analyse.

VisitDenmark opgør alle besøgstal for Danmarks 300 mest besøgte attraktioner - som eksempelvis viser en vækst for Ribe Vikingecenter på 13,3 procent i 2016, hvor 60.390 besøgte vikingecentret, hvilket er en fremgang på 7.069 gæster. Det placerer Ribe Vikingecenter på plads 91.

 De mest besøgte attraktioner 2016.

1) Tivoli med 4.638.000 besøgende.
 2) Dyrehavsbakken med 2.500.000 besøgende (tallet er estimeret).
 3) Legoland med 1.700.000 besøgende.
 4) Zoologisk Have i København med 1.141.000 besøgende.
 5) Aros, Aarhus Kunstmuseum, med 836.000 besøgende.
 6) Djurs Sommerland med 745.000 besøgende.
 7) Louisiana med 706.000 besøgende.
 8) Aquadome - Lalandia Billund med 692.000 besøgende.
 9) Rundetårn med 654.000 besøgende.
10) Faarup Sommerland med 601.000 besøgende.

Kilder: VisitDenmark.