Koldingvirksomhed har succes med at ansætte autister

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen præsenterer tirsdag i Kolding et nyt initiativ, der skal få virksomheder til at tage samfundsansvar.

IT-konsulent virksomheden BOAS Specialister i Kolding er allerede der, hvor Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) gerne vil have at flere danske virksomheder skal være.

BOAS er en socialøkonomisk virksomhed, hvor størstedelen af de ansatte har en autisme-diagnose.

- Autisterne kan fastholde fokus i væsentlig længere tid, end jeg nogensinde har oplevet. De kan kan se detaljer og sammenhænge meget hurtigere end andre. Samtidig er de meget faktaorienteret, så de begynder at flakke med øjnene, hvis man taler om børn, hunde og hvad man har lavet i weekenden, fortæller direktør for BOAS, Allan Bernhardt Petersen, til TV SYD.

Det har flere fordele. Blandt andet er autisterne meget effektive.

- Man får faktisk mere ud af en 25 timers arbejdsuge, end man gør på en normal 37 timers uge, fordi autisterne er så fokuserede, fortæller direktøren.

Netop derfor har ministeren valgt BOAS som centrum for en præsentation af et nyt tiltag, der skal få flere virksomheder til at tage socialt ansvar.

Dialogforum for samfundsansvar og vækst, som det hedder, skal støtte virksomheder i at tage samfundsansvar på en måde, så det både skaber vækst for den enkelte virksomhed og for samfundet.

BOAS Specialister blev i 2015 kåret som Gazelle-virksomhed.