Kommunal tuberkulose

Tuberkulose, der har ramt en række beboere i et boligkompleks i Esbjerg, har nu også smittet en af kommunens medarbejdere.

En af Esbjerg Kommunes projektmedarbejdere ved Projekt Morgenrøden på Gl. Vardevej er blevet smittet med tuberkulose. Det skriver JydskeVestkysten.

Har ramt de svageste

Oplysningen kom frem på gårsdagens møde i økonomiudvalget. Her var der også bred enighed om, at der nu skal findes en løsning på de uhumske, smittefarlige badeforhold i kældrene under opgangene på Gl. Vardevej, hvor nogle af de svageste borgere i Esbjerg bor i billige etværelseslejligheder.

Alarm

Lungemedicinsk ambulatorium på Sydvestjysk Sygehus slog i august alarm til embedslægerne, som skrev til Esbjerg Kommune, at badeforholdene i opgangene med de cirka 80 lejemål skal bringes i orden og gøres grundigt rene for at forebygge yderligere smitte.